Oksbøllejren, den 6. oktober2012

Med Jytte og Jørgen som værtspar MÅTTE det kulturelle indslag finde sted i Esbjergs opland.

Jytte havde fået den udmærkede inspiration at gøre den tyske flygtningelejr i Oksbøl til mål og tema. - Via et fintmasket spionnet havde hun opsnuset, at stedet kan tilbyde en fremragende turguide og områdevejleder, Gert Ravn, tidligere befalingsmand og skolelærer med speciale i historie.

Desværre havde vi dagen før fået afbud fra Annette og Svend på grund af svær sygdom i familien. - Vist i øvrigt første afbud i gruppens glorværdige historie. Vi savnede dem, og de gik glip af en fin oplevelse, idet Gert Ravn viste sig at være en endog meget vidende, engageret og inspirerende foredragsholder og guide.

Erik og Dorthe fortjener i øvrigt også bonuspoints for at komme, idet hun var temmelig forkølet og Erik stærkt gangbesværet af endnu ikke klarlagte årsager.

Gert ventedet på os på en aftalt P-plads, hvortil vi ankom med korte intervaller. Herefter kørte han foran os til en fin centralskole inden for den tidligere flygtningelejrs område. Området blev tilplantet af militærnægtere i begyndelsen af 1950'erne, efter at de sidste flygtninge havde forladt det i 1949. Desværre var dagen præget af kraftig regnvejr, hvilket betød, at Gert disponerede en stor del af dagen i en skolestue, hvor han holdt sit fremragende foredrag om lejren - efter at vi havde gjort os til gode med den medbragte te, kaffe, rundstykker, ost, marmelade - og Dagmartærte...

 

Flygtningestrømmen skabtes som bekendt efter Nazi-tysklands sammenbrud i Sovjetunionen. Efter de tyske nederlag rullede den sovjetiske krigsmaskine med stigende hast mod vest og drev enorme flygtningemasser foran sig. Den tyske befolkning i Østprøjsen og Polen (og i det hele taget) frygtede med god grund gengældelse for de i realiteten ubegrænsede overgreb og folkemord, som de tyske hære havde foranstaltet på sovjetisk jord.

Den østpressiske befolknings flugt blev understøttet af den tyske marine, som skønnede, at flugt via Østersøen var mere skånsom end den helt udsigtsløse flugt tusindvis af kilometer over landjord midt om vinteren.

Gert gav malende eksempler på flugtens begyndelse i streng frost af familier, der typisk bestod af bedsteforældre, kvinder og børn, idet alle mænd mellem 14 og 70 i reglen var indkaldt til militærtjeneste. De flygtende måtte afsted, i hvad de nu gik og stod i, ofte med fødderne indpakket i sække eller tøjdele; mindre værdigenstande blev typisk forsøgt medbragt i ekstra lommer indsyet indvendigt i kjoler og frakker. De gamle faldt ofte fra, inden de overhovedet nåede frem til evakueringsskibene. I Østprøjsens vestligste del findes en stor sø, som kan minde om Ringkøbing fjord, som mange tusinde af de flygtende måtte passere hen over. Den var nok isbelagt men kunne ikke bære i tusindvis af sammenhobede mennesker. Mange gik gennem isen, dels pga. vægten og dels som følge af russiske flyverangreb. Nogle reddede sig op af det iskolde vand og nåede skibene i gennemblødt tøj, hvorefter de kunne risikere at få tildelt dæksplads i de 3-4 dage, som overfarten til Danmark varede. Det siger sig selv, at mange tusinde ikke overlevede turen, og at atter mange af dem, der nåede frem i live, var i så dårlig forfatning, at de døde ved eller straks efter ankomsten. - Det underlige er i virkeligheden, at så mange faktisk overlevede turen fra hjemstavnen til lejrene.

De store flygtningemasser nåede til Danmark før kapitulationen, hvilket betød, at det var de tyske besættelsestropper, der var modtageinstans, men tyskerne var jo helt på det rene med at sammenbruddet var nært forestående og havde ikke ressourcer til en forsvarlig håndtering af situationen. Efter kapitulationen var det i første omgang englænderne, som overtog opgaven, og - understregede Gert - de behandlede flygtningene med stor brutalitet, da de havde været vidner til tyskernes folkemord, bl.a. ved oplevelser i de befriede koncentrationslejre.

Først da danskerne fik overdraget opgaven, bedredes forholdene. Der var da ca. 318.000 tusinde tyske flygtninge i Danmark, et Danmark, som selv (efter 5 års besættelse) var stærkt præget af mangel på ALT. Dertil kom ca. 250.000 tyske soldater, men de blev nu hurtigt sendt hjem. De mange tusinde flygtninge var selvsagt både en gigantisk opgave og en enorm byrde. I løbet af kort tid var ca. 10.000 danske beskæftiget med løsningen af denne opgave.

Det kunne naturligvis under disse omstændigheder ikke forventes, at den danske befolkning var særlig venlig stemt over for flygtningene, og set i det lys fortjener den danske indsats stor respekt. Lejren i Oksbøl endte med at blive den største i Danmark. Da den nåede op på ca. 36.000, var den Danmarks femtestørste by, større end f.eks. Esbjerg.

Sammenstuvningen af mennesker i Oksbøllejren var enorm, alle til rådighed værende byginger måtte tages i anvendelse, f.eks. også hestestalde, som tyskerne havde i stort tal i lejren. Barakkerne var som regel (hestestaldene i særdeleshed) dårligt isolerede. I et rum var der typisk fire køjesenge, beregnet to personer i hver, og ét bord med plads til to. Men langsomt kom der styr på lejren, der blev organiseret som en tysk kommune med byråd og borgmester, skole, gymnasium og mod slutningen kunne der sågar modtages undervisning på universitetsniveau. Der blev efterhånden også mulighed for lærligeuddannelser i mange fag afsluttende med svendebrev. Der var kirke, hospitaler og små fabrikker, hvor forskellige fornødenheder blev fremstillet, især omsyning af indsamlet tøj - og så blev der fremstillet pap-kufferter til den forestående hjemsendelse, hvor de kom af sted iført et brugbart sæt tøj og et sæt skiftetøj i kufferten og, hvad der svarede til 1.000 nutidskroner. Hjemsendelserne blev i det hele taget søgt tilrettelagt, således at de hjemsendte kunne yde et værdifuldt bidrag til genopbygning af det sønderslåede land.

Gert Ravn gjorde gældende, at Danmark (udpræget i Jylland) i det store og hele forvaltede opgaven på forbilledlig vis - i modsætning til, hvad der er blevet hævdet i en ph.d.-afhandling (Kirsten Lylloff, 2005), hvor Danmarks indsats bedømmes som dets største humanitære katastrofe, grænsende til en krigsforbrydelse. - Han havde selv lejlighed til i forbindelse med ph.d.-forsvaret at holde SIT foredrag ud fra sit detaljede kendskab til lejren og mange kontakter til besøgende tyskere, herunder besøgende tidligere beboere. Han sammenfattede det vist i følgende tyske udtalelse: "Wir danken Dänemark".

Efter foredraget gik vi en tur i området, der jo (desværre?) nu er en skov med nogle stier og spredte bygninger. Umiddelbart er det ikke muligt for en besøgende at danne sig et indtryk af en tidligere stor provinsby med et myldrende liv bag pigtråd (Som i øvrigt bestod at et ydre og et indre hegn med så stor afstand imellem, at der lå bygninger). - Efterfølgende har Gert velvilligt stillet kortmateriale til rådighed, som bør ses i stort format, hvorfor de skal åbnes via nedenstående links:

Lejrkort med vores rute indtegnet.
Lejrkort med numre og tilhørende forklaring.
Graf over antallet af flygtninge, total og for Oksbøl.

Ovenstående er efter hukommelsen og dermed helt sikkert ufyldestgørende. Hensigten her er dog heller ikke en dækkende afhandling men et forsøg på at videregive et indtryk fra dagen

Herefter stod værtsparret for gruppens bespisning, som denne gang bestod i frokost iht. gamle danske traditioner. De værste udskejelser blev dog undgået ved, at Thorkild (frivilligt?) havde meldt sig som chauffør. Alligevel gik snakken, som om vi kun lige havde forladt uni.

Vi takker for god opførsel og medlevende deltagelse, næste værtspar er Dorthe og Thorkild.